En afgørende dag på mange måder

I dag er på mange måder en afgørende dag - i hvert fald for mig og Danmark.

Der spilles landskamp mod Senegal og bagefter, vil Morten Olsen bekendtgøre, hvilke fire spillere, der kan vinke farvel til drømmen om VM i Sydafrika. Personligt tror jeg ikke Morten 'Duncan' Rasmussen og Kim Christensen kommer med, derimod de to sidste pladser er vist up in the air, som man siger på internationalt...

Derudover (og langt vigtigere) er der semifinale i Eurovision Song Contest, og Danmark stiller op som sang nummer fire (mit yndlingstal iøvrigt). Der har i sandhed været storm om det danske bidrag. Vi var store favoritter før ankomsten til Oslo, men er siden raslet ned af ranglisterne, og er nu ikke længere sikker på at komme i finalen, hvis man skal tro rapporterne fra Oslo. Jeg håber naturligvis Chanée og N'evergreen klarer den, og derudover forventer jeg, at Kroatien, Sverige og Aserbajdsjan (håbløst at stave på dansk iøvrigt). Aserbajdsjan har iøvrigt brillieret ved at smide 90 mio kr. i markedsføring af sangen. Det alene får mig til at stejle lidt. Håber ikke, de vinder, da jeg ikke bryder mig om, at man kan købe en Grand Prix sejr eller succes.

Og i den personlige boldgade skal jeg til jobsamtale hos Peytz og Co i dag. Jeg rendte ind i en af deres medarbejdere til weekendes DrupalCamp, og min ansøgning kastede åbenbart lige en samtale af sig. Jeg er også ved at være lidt træt af alt det her ledighedspis. Jeg kan jo ikke rigtig lægge mig på sofaen og spise mig en mave til, for så kommer a-kasse, jobcenter og hele verden efter mig, og tager dagpengene fra mig. Omvendt skal man jo i job, og det kan jeg godt se pointen i, men det er derimod lidt håbløst, at man til samtlige aktiviteter i ledighedsregi skal dukke op med x antal jobannoncer, man skal søge. Min erfaring er, at det ikke altid er let at finde nogle bare marginalt spændende jobs at tage med. Og så bliver ansøgningen også derefter og dermed tidsspilde hos mig og dem, der udbyder jobbet. Alternativet er dog heller ikke bedre...

Og så skal jeg også ud på en lille løbetur i dag. 12 minutter, det siger mit løbeprogram. Og jeg løber med Armstrong-kadence - det vil sige små skridt for at minimere belastningen på mit venstre knæ. Det gør dog også, at det ikke er det mest fysisk udmargende at løbe, men jeg er nødt til at tage hensyn til mit knæ, som skal blive bedre, før træningen kan få en mere fysisk dimension. Men så er det jo godt jeg har min cykel til at komme rundt på, der kan jeg bare give den gas - og det gør jeg:)

Nyd den smukke torsdag, folkens - og husk nu, at Melodi Grand Prix ER vigtigere end en træningslandskamp!