Genveje er vejen til guddommelighed
Jeg er med tiden blevet lidt af en genvejshaj. Jeg foretrækker gerne at undvære musen, og bruger den kun, når det er absolut påkrævet. Den irriterer mig, og den sløver mig - og min fornemmelse er, at alle andre også sløves af den. Derudover er der alt det med musearm.
Ind af døren kommer tastaturgenvejene. *Trommehvirvel*
De fleste af os kender sikkert ctrl+c, ctrl+v (kopier og sæt ind), og så er der ctrl+x (klip), men der er en lang række af andre genveje, der er værd at bruge i dagligdagen. Jeg vil her lave en liste, den er ikke fuldstændig, og bliver det aldrig, men den er med dem, jeg bruger mest.
Generelle genveje
Windows-knappen kan bruges i stedet for at klikke på "Start-knappen", og herefter kan man også navigere med tastaturet, enten med piletasterne eller med bogstaver - se efter det bogstav, der er understreget, og klik på det, så kommer du til det menupunkt. I Linux (Ubuntu) er det Alt+F1, der åbner menuen, men ellers er princippet det samme.
Alt+Space, her kan du vælge, om det aktuelle vindue skal være maksimeret, minimeret mm.
Windowsknap+E åbner stifinder, Windowsknap +D minimerer/maksimerer alle vinduer på skrivebordet.
Tekstbehandling
Når du skriver i word eller lign, kan du benytte "Home" og "End" til at springe til starten eller slutningen på en linje. Du kan bruge piletasterne til at flytte markøren frem og tilbage, men du kan også bruge ctrl+piletast til at rykke til næste/forrige ord. Holder du shift inde samtidig, markerer du ordet/ordene.
Shift bruges til at markere tekst, så den kan du også bruge med piletast eller "Home" og "End".
Ctrl+a markerer al tekst.
Ctrl+p åbner "Print-dialogen"
Ctrl+s gemmer dokumentet
Ctrl+f gør teksten fed (erstat f med b i den engelske udgave)
Ctrl+k gør teksten kursiv (i i den engelske udgave)
Ctrl+u understreger teksten
Ctrl+page down/up flytter markøren til næste/forrige side
Ctrl+home/end flytter markøren til starten/slutningen på dokumentet
Surfer på nettet
Der er den ultimative tilføjelse til firefox, hvis man er træt af musen, det hedder mouseless browsing, her bruger du det nummeriske tastatur til at surfe med. Jeg blev dog selv lidt træt af det, fordi man skal deaktivere det, hvis man vil bruge det nummeriske tastatur til at indtaste tal i en formular. Men kan man undvære det, kan det bestemt bruges. Der findes også en pendant til Google Chrome, hvis man bruger den. I Opera kan man holde skift inde og så skifte mellem links på piletasterne - kræver dog lidt tilvænding.
Derudover så kan man ellers huske, at man kan komme langt med "Tab"-knappen på nettet. Den kan også cirkle rundt mellem links og i en formular. Skal du frem bruger du bare tab, mens shift+tab rykker tilbage.
Det er blot nogle af de genveje, jeg bruger til dagligt. Men de er en fin start, og for mig er det blevet lidt af en sport at finde nye genveje, der kan minimere brugen af musen.