Powered by Drupal

NFL-sæsonen er lige om hjørnet

Om lidt mere end 2 uger starter årets NFL-sæson med braget mellem New Orleans Saints og Minnesota Vikings - revanchekampen fra sidste års smertefulde NFC-finale. Forhåbentlig ender Vikings som vinder, men det bliver ingen let kamp.

Vikings har haft endnu et forår og sommer i den kendte Favregate, og nu er Favre så tilbage, ganske forventeligt, til sin sidste sæson (vi får se...).

Imidlertid er der andre alvorligere problemer end Favres evne til at beslutte sig. Vores stjernerecievers Sidney Rice og Percy Harvin er begge skadet. Rice med en hofteskade, der ikke er nærmere defineret, og Harvin med migræneanfald, som har ramt ham flere gang i løbet af træningslejren, senest kastede han op og dejsede om på træningsbanen. Center John Sullivan har ligeledes døjet med en skade, men forventes at træne med igen i denne uge.

Mere positivt er det, at forsvarsgeneral EJ Henderson er tilbage efter han brækkede lårbenet i december. Også Cedric Griffin, der rev sit korsbånd over i NFC-finalen er på vej tilbage, men når det ikke til sæsonstart. Mit bud/håb er han er tilbage efter vores bye week i uge 4.

Denne sæson er formentlig Vikings sidste chance for at vinde med dette hold, derfor er alt sat ind på at få Vince Lombardi trofæet til Minnesota for første gang, hvilket forhåbentlig også kan overtale de lokale politikere til at investere i et nyt stadion.

Jeg tror på Vikings, men det bliver svært, meget svært - men omvendt har vi et godt hold, som bør gå i slutspillet og derfra kan alt ske. Jeg vil med nerverne uden på tøjet følge med hele vejen på mit til lejligheden indkøbte NFL Gamepass.

© 2010 Your Name.. Drupal theme by Kiwi Themes.